“Float” ind i drømmeland – er float therapy en løsning på søvnløshed?

Del på facebook

I løbet af de sidste par år, er der kommet mere fokus på søvn, og vi er begyndt at tillægge søvnen mere værdi. Mange medier har gennem den senere tid omtalt søvn som et kulturelt statussymbol; vi skal have vores 7-9 timers søvn, vågne op friske og veludhvilet – klar til en ny dag, klar til at præstere.
Søvnen er blevet en del af vores præstationssamfund: selv når vi skal kunne slappe af og koble fra, tænker vi over om vi gør det rigtigt – dette ender som oftest ud i en dum spiral af tankemylder og dermed forstyrrelse af ens nattesøvn.

I en undersøgelse, foretaget af Megafon for Politiken, viser det sig, at ca. 60% af danskere har søvnproblemer og at mange af dem er begyndt at tænke mere over deres nattesøvn. Vi har alle oplevet perioder hvor det har har været sværere at falde i søvn og at sove natten igennem. Men med de stigende tendenser ang. søvnproblemer blandt danskere viser, at vi har udviklet et usundt forhold til noget, som egentlig burde være sundt for os.

Det er okay hvis man ikke kan falde i søvn et par nætter i træk, men hvis man døjer med søvnunderskud eller mangel på søvn gennem længere tid, kan det få alvorlige konsekvenser og svække en både fysisk og kognitivt. Mangel på søvn kan forårsage:
⦁ dårlig hukommelse
⦁ højt blodtryk
⦁ overvægt
⦁ mave- og tarm problemer
⦁ dårligere immunforsvar
kilde: https://sove.nu/soevnunderskud/

FLOAT

Floatation therapy er et koncept, som er forholdsvist ukendt i Europa, men det er meget udbredt i USA og dele af Asien. Konceptet går ud på, at man befinder sig i en tank med rent vand, som er kropstempereret og blandet med 30% epsom-salt. Den første tank blev designet i 1954, af den amerikanske fysiker og neurolog, John C. Lilly. Formålet med tanken dengang var at studere menneskets bevidsthed – ved at isolere mennesket fra al udefrakommende stimuli. I løbet af 1960’erne fik flere øjnene op for Lillys forskning og de resultater, som den medførte. Lillys forskning skabte et grundlag for utallige forskningsprojekter med floatation therapy, og det menes, at det er på baggrund af de videnskabelige forsøg og dokumentation, at konceptet er blevet mere og mere populært. Samtlige studier har argumenteret for at floatation therapy har helbredsmæssige fordele i forhold til: slappe af i muskler, bedre søvn, reducering af smerte, stress og angst.

R.E.S.T

Floatation therapy er også kendt som ‘float-REST’: Reduced Environmental Stimulation Therapy: man reducerer (eller isolerer) mulige udefrakommende stimulanser i det miljø, man befinder sig i.
I en artikel, skrevet af professor i psykologi Anette Kjellgren, præsenterer Kjellgren os for sine resultater. Resultaterne er fra et forsøg, hvor 25 personer, som har prøvet float, fortæller om hvilke effekter, det har haft for dem. Den generelle oplevelse for dem var, at de følte, at de sov bedre – både på dagen, hvor de havde været i en float tank, men også dagene efter. Nogle oplevede endda, at deres kroppe “efterlignede” den tilstand, som float tanken gav dem, når de lå i deres seng.
På en australsk hjemmeside: https://thefloatspace.com.au, præsenteres man for argumenter, der taler for float og hvordan det kan hjælpe på søvnløshed.
Mange oplever, at falde i søvn når de floater og nogle læger sammenligner endda én times float med 4-8 timers søvn. Der er tre primære årsager til at én times float kan sammenlignes med så mange timers søvn.

  1. Den psykologiske effekt af at floate; selvom tankerne kan køre derudaf, så reagerer din krop med det samme.
  2. Når du lægger dig i tanken og flyder, mærker du en vægtløshed. Nogle lider af søvnløshed pga. smerter i led eller muskler, så ved effekten af vægtløshed, kan kroppen nemmere slappe af og dermed nemmere falde i søvn.
  3. Float hjælper dig med at stresse af. Ens hjerneaktivitet kan ende med at efterligne nogenlunde samme stadie, som når vi befinder os i REM-søvn: den dybe søvn, hvor vi drømmer. kilde: thefloatspace.com.au

En af søvnløshedens syndebukke er den teknologi, som vi benytter os af og omringer os med. Vi er konstant tilgængelige og har med tiden gjort os selv eksponeret over for mulige forstyrrelser udefra. Vi har skabt en usund adfærd, som kan være en hindring for at leve “sundt”. I den forbindelse er floatation therapy en potentiel løsning; ved at afskærme sig selv, lægge sig i en tank – med følelsen af varme og vægtløshed – kan man måske komme sin søvnløshed til livs.